Sommersjov for store og små

Profilbillede
Astrid Bruun

Sommeren er over os og ferien begynder at melde sin ankomst. Gennem hele sommeren er der masser af aktiviteter for både børn, familier og voksne. Årets program rummer alt fra teater og musik til naturformidling, mindfulness, middelalderaktiviteter og fysisk træning.

Gå en tur langs havnen i Ebeltoft i juli måned og du vil højst sandsynligt støde ind i forskellige former for underholdning. På den flydende scene The Island, der ligger i vandet ved Glasmuseet, er der gennem sommeren masser af teater og musik for både store og små. For eksempel kan man opleve 'Det lille verdensteater' med forestillingen 'Ægget' for de mindste eller 'Trolle og Tormods opturs børneshow' det giver den gas på deres forskellige instrumenter. Hver mandag vil man også kunne høre Ebeltoft Harmonikaklub, når de holder åbne prøver og giver stemning til de forbipasserende eller folkemusikduoen SVØBSK.

Følger man vandkanten rundt til Horisonten, finder man hurtigt en fin legeplads og kajakudlejning. Her vil der også være forskellige naturworkshops for hele familien, når Naturildsjæl laver naturkreativitet, fanger rejer og laver strandpesto. Ebeltoft Idrætsforening inviterer til kropstræning for voksne og dans og bevægelse for børn og unge mens Ebeltoft Turistforening traditionen tro holder solnedgangssang hver tirsdag aften.

Ferieaktiviteter for børn

For at finde et samlet overblik over de mange ferieaktiviteter for børn og deres familier kan man på bibliotekerne og i Turistinformationen finde folderen "Syddjurs i sommerferien", hvor du får et godt overblik over børne- og familieaktiviteter i hele kommunen. Folderen findes også her, hvor man også løbende vil kunne finde aktuelle arrangementer.

Middelalderen ved Kalø

Der er også rig mulighed for at kigge en arkæolog over skulderen, når der er åbne udgravninger af middelalderlandsbyen Bregnet ved Kalø. Her vil Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge i ugerne 26-29 formidler naturen og historien omkring lokalområdet i middelalderen. Hver torsdag og fredag er der derudover et stort program med middelaldermusik og teater, væbnerskole, plantefarvning og andre middelalderlige aktiviteter på pladsen. Find det fulde program lige her.

Kilde: Redaktionen
Flere artikler