Ryomgård er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.00 i Retten i Aarhus en 33-årig mand, der sigtes for seks indbrud samt to forsøg på indbrud begået i villaer og firmaer i Hinnerup, Tilst, Brabrand, Aarhus og Ry i december og januar måned. Han sigtes desuden for to tilfælde af hæleri ved at være fundet i besiddelse af koster, der stammer fra andre indbrud.
En 27-årig mand blev den 11. februar varetægtsfængslet i samme sag, og politiet har lige siden ledt efter den 33-årige medgerningsmand, der onsdag selv henvendte sig på politigården i Aarhus.
Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.
**
Café havde åbent– ni personer forsamlet på stedet
En patrulje opdagede onsdag aften omkring kl. 21.50, at der holdt en del biler ude foran en vandpibecafé i Brabrand. Det fik betjentene til at gå ud og se nærmere på stedet. Der var rullet gitre for vinduerne, men patruljen kunne høre, at der var flere personer på stedet, og de bankede derfor på.
Efter lidt tid blev der åbnet, og da betjentene kiggede ind, sad der en gruppe mænd i caféen og røg vandpiber. Der var i alt ni mænd på caféen, og de blev alle sigtet for at bryde de gældende Covid19-regler.
**
Bilist råbte af betjent og trak bukserne ned
Onsdag kl. 17.25 observerede en patrulje på De Lichtenbergs Vej i Grenaa en bil med sort film på de forreste sideruder. Den 48-årige mandlige fører af bilen blev derfor bedt om at holde ind til siden, hvorefter han blev sigtet for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen, idet det ikke er lovligt at sætte solfilm på bilens forreste sideruder.
Han fik desuden at vide, at han inden for de næste 24 timer skulle få fjernet solfilmen, og at bilen ville blive indkaldt til syn. Den 48-årige mand nægtede, at der var tale om solfilm, og betjenten tilbød ham at vise, hvorfor han mente, der var tale om solfilm, og hvordan man i øvrigt relativt nemt kunne fjerne det igen.
Undervejs blev den 48-årige mand dog opfarende og klagede over, at betjenten brugte så lang tid på at tage billeder og pille ved filmen. Han blev vejledt om at forholde sig roligt, da han ellers ville blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Kort efter var betjenten dog færdig og manden fik lov til at køre videre. På vej væk fra stedet blinkede den 48-årige mand dog lige et par gange med forlygterne, lavede hjulspin og gestikulerede mod betjenten, der besluttede at køre efter og fik standset bilen igen ved Shell-tanken på Søgade.
Da betjenten forsøgte at tage kontakt til føreren igen, råbte han grove skældsord efter betjenten, og han blev derfor både sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for fornærmelig tiltale mod politiet. Det fik dog blot manden til at trække ned i sin bukser og vifte med sin penis. Betjenten oplyste herefter manden, at han ville blive afhørt til sagen på et senere tidspunkt, hvorefter han kørte fra stedet.
**
Færdselsindsats i Hornslet, Lime og Randers
Østjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte onsdag en færdselsindsats i Hornslet, Lime og Randers midtby. Det kom der 36 sager ud af:
9 x ulovlige knallerter
4 x hastighed på landevej (3 til et klip)
3 x manglende forsikring på knallert
3 x oplysningspligt – overlade førerretten til en uden kørekort
2 x manglende sikkerhedssele
2 x fejl og mangler på knallert
2 x ej efterkommet anvisninger fra politiet
2 x kørsel i frakendelses tiden
1 x kørsel uden førerret
1 x straffelov - oplyste falsk ID
1 x kørsel frem for rødt lys på knallert
1 x skiltning ej efterkommet
1 x kørekort ej medbragt
1 x manglende tegngivning
1 x overhaling over spærrelinie (klip)
1 x varebilskørsel uden tilladelse
1 x varebilskørsel uden chaufførkort
**
Fik beslaglagt bilen – sigtet for sprit- og narkokørsel
En patrulje på Bredstrupsgade i Randers opdagede natten til torsdag omkring midnat en bil, som tilhørte en kvinde, der er frakendt kørekortet. Da bilen holdt ind til siden, fandt betjentene hurtigt ud af, at føreren var den 31-årige kvinde, som ejer bilen, og som altså slet ikke måtte køre.
Hun virkede påvirket af både alkohol og stoffer, og hun blev derfor anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel. Fordi kvinden flere gange er blevet taget i at køre bil uden førerret, blev hendes bil beslaglagt med henblik på konfiskation.
Den 31-årige blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da patruljen fandt en klump hash i hendes lomme, da de visiterede hende. Kvinden havde en 28-årig mand med i bilen, og han endte også med en sigtelse, da han havde nogles ulovlige piller i lommen.
**
Betjent kunne lugte hash – ung mand sigtet
En betjent, der onsdag aften omkring kl. 21.15 kørte i Grenaa med vinduet rullet ned, blev pludseligt opmærksom på en hashlugt, som ramte hans næse, da han kørte forbi tre unge mennesker på Storegade.
Betjenten holdt ind til siden og tog kontakt til den lille gruppe, og han fik hurtigt øje på, at der var en joint i hånden på en 20-årig mand. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og både han og hans to venner blev visiteret. I den 20-åriges taske lå en mindre mængde skunk, og han endte med en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer.
Hans to venner kunne gå derfra uden sigtelse, da de ikke havde noget ulovligt på sig.
**
Havde salgsposer og kontanter i bilen
Onsdag kl. 16.47 observerede en patrulje to biler, der i høj fart kørte ud fra en parkeringsplads i Risskov. Betjentene kunne se, at der fortsat holdt en bil på parkeringspladsen, og de kørte ind for at få en lille snak med den 22-årige mand, der stod ved bilen.
Betjentene kunne med det samme fornemme en stærk hashlugt fra bilen, som de derfor besluttede sig for at se lidt nærmere på. Under ransagningen fandt de flere små salgsposer med hash og skunk samt nogle kontanter. Den 22-årige mand blev derfor sigtet for salg af narkotika.
**
Butikstyv stjal energidrik og kiks
En vagt i Netto i Storcenter Nord i Aarhus N fik onsdag aften omkring kl. 19.30 øje på en mistænkelig mand på videoovervågningen. Manden gik med en pose helt tæt til kroppen, og vagten så, hvordan han puttede flere varer ned i posen.
Da kunden kom til kassen, betalte han kun for nogle enkelte varer, han havde i indkøbskurven, og da han gik mod udgangen uden at betale for indholdet i posen, blev han standset af vagten.
I posen lå blandt andet flere energidrikke, nogle kiks og nogle nødder. Den tilbageholdte kunde, en 30-årig mand, erkendte at have stjålet varerne, og da politiet kom frem, blev han sigtet for butikstyveri.
**
Bilist uden kørekort standset med stoffer i bilen
En rutinekontrol af en bil på Hornbjergvej tæt på Krajbjerg ved Hornslet endte natten til torsdag med flere sigtelser af den 20-årige mand bag rattet.
Han blev dirigeret ind til siden af en patrulje kl. 01.20, men inden han holdt ind, så betjentene, at han smed nogle poser ud af vinduet. Det viste sig senere at være tre salgsposer med kokain, og under en ransagning af bilen fandt betjentene flere salgsposer med både kokain og hash.
Den 20-årige nægtede at have noget med poserne at gøre, men han slap ikke for en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Han blev desuden sigtet for at køre uden førerret, da han er frakendt kørekortet.
**
Specialpatruljen fandt amfetamin i Ulstrup
Østjyllands Politis specialpatrulje tog onsdag aften ud til en adresse i Ulstrup efter et tip om, at der var narko på stedet.
Det viste sig at være holde stik, da betjentene under ransagningen fandt en mindre mængde amfetamin og hash. En 35-årig mand, der har tilknytning til adressen, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Færdsel
Onsdag kl. 07.26 skete der et færdselsuheld på Åby Ringvej i Åbyhøj. To biler, ført af henholdsvis en 24-årig mand og en 37-årig mand, kom kørende ad Åby Ringvej i sydgående retning, da den 24-årige mand påkørte den 37-åriges bil bagfra med betydelig materiel skade til følge. Den 37-årige mand blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 24-årige mand blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende.
Onsdag kl. 12.08 blev en 57-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Randers NV. Idet hans promille blev målt til over 2,0, blev hans kørekort straksinddraget, og hans bil blev beslaglagt på stedet.
Onsdag kl. 14.00 blev en 17-årig mand sigtet for kørsel uden førerret, manglede brug af styrthjelm og for hverken at have indregistreret eller tegnet forsikring på sin motorcykel, da han blev standset på Navervej i Hinnerup. Da den 17-årige allerede havde flere sigtelser for kørsel uden førerret, blev hans motorcykel beslaglagt med henblik på konfiskation.
Natten til torsdag kl. 00.30 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hammelvej i Randers SV.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Sandmarksvej i Mørke begået onsdag den 3/3 mellem kl. 09.35 og kl. 11.30
- På Strædet i Tjerrild, Ryomgård begået onsdag den 3/3 mellem kl. 06.30 og kl. 16.00