Tirsdag skulle IF Midtdjurs møde Lystrup IF på udebane. Desværre var det et slukøret udehold, der måtte rejse hjem fra Lystrup Kunstbane med et 2-1-nederlag.
Derfor var det også en ærgerlig træner for IF Midtdjurs, Claus Svenningsen, vi fangede efter kampen.
“Et ærgerligt og frustrerende nederlag, hvor vi i nogle afgørende situationer i begge felter simpelthen mangler den fornødne kvalitet. Især de mange brændte chancer ærgrer mig. Mellem felterne gør vi meget rigtigt, og indstillingen til kampen er god, men vi betaler nogle "lærepenge" for tiden.”
Hvad skal I forbedre til næste gang?
“Igen er der meget vi kan forbedre. Vi er oprykkerhold, og det må vi ikke glemme, men vi har forventninger til os selv om, at vi kan præstere bedre. Jeg synes overordnet vores største problem her i efteråret har været, at vi simpelthen ikke er skarpe nok til at få udbytte af vores muligheder.”
“Brændte chancer, for svage indlæg og for dårlige afslutninger har desværre kendetegnet os i flere af kampene. Den del af spillet er vi simpelthen nødt til at forbedre.”
Det er aldrig sjovt at tabe, men i det mindste var der ifølge Claus stadig positive elementer, man kunne tage med videre til næste opgør.
“Jeg synes faktisk vores bagkæde gør det rigtig godt mod Lystrup. De holder stort set hjemmeholdet væk fra chancer, og spiller en både disciplineret og helhjertet kamp.”
På lørdag den 16. september skal IF Midtdjurs møde VSK Aarhus. Kampen fløjtes i gang klokken 12:00 på Vejlby/Risskov Centret.
Kampens resultat:
2-1
til
Lystrup IF
Række: Herrer Serie 2