Døgnrapporten i Ryomgård: fredag den 29. oktober

Profilbillede

Ryomgård er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00

Særlig Efterforskning Vest fremstiller fredag kl. 12.00 en 29-årig mand, der den 2. juni undveg fra politiet ved arresten i Aarhus, umiddelbart efter han var blevet varetægtsfængslet ved Retten i Odense i forbindelse med en narkosag.

Den 29-årige mand har siden været internationalt efterlyst, og takket være et godt internationalt politisamarbejde blev han 7. oktober anholdt i Bulgarien. Han er nu blevet fragtet til Danmark og fremstilles på ny med henblik på fængsling i Danmark. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning under grundlovsforhøret, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

Østjyllands Politi har i forbindelse med efterlysningen offentliggjort den sigtedes navn og billede, men da efterlysningen ikke længere er aktuel bedes medier og andre, der har bragt hans navn og billede, fjerne det igen.

**

 

44 sigtelser, 24 klip og to beslaglagte biler

Østjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte torsdag eftermiddag og aften en færdselsindsats i det vestlige Aarhus. Resultatet blev 44 sigtelser og to beslaglagte biler tilhørende to mænd på 20 og 25 år, der gentagne gange har ”glemt”, at man skal have et kørekort for at køre bil.

Den 25-årige mand havde præsteret hele 14 sigtelser for kørsel uden førerret inden for de seneste tre år, mens det for den 20-årige mand var fjerde gang i år, han blev taget i at køre bil, på trods af at han ikke har noget kørekort. Han måtte derfor også af med sin bil, som han i øvrigt netop havde købt.

Under indsatsen blev der også givet 24 klip for både hastighed, håndholdt mobil, kørsel frem for rødt lys og ulovlige overhalinger. Blandt klipmodtagerne var en 27-årig mand, der fik sit niende klip i kørekortet – denne gang for at køre for stærkt. Og en 29-årig mand fik et klip for at køre over for rødt lys, hvilket var hans syvende klip til samlingen.

Indsatsen gav følgende sager:

  • 11 x manglende sikkerhedssele
  • 8 x hastighed i byzone (klip)
  • 8 x håndholdt mobiltelefon (klip)
  • 4 x røde lys (klip)
  • 3 x overhaling højre om (klip)
  • 3 x kørsel uden førerret – heraf to med beslaglæggelse af bil
  • 1 x kørsel i frakendelsestiden
  • 1 x håndholdt mobiltelefon, på cykel
  • 1 x hastighed på motorvej (klip)
  • 1 x hastighed på motorvej til bøde
  • 1 x hastighed i byzone til betinget frakendelse
  • 1 x kørekort ej medbragt
  • 1 x øvrige færdselslov

**

Opsøgt af tre mænd i sit hjem

Lidt over midnat natten til fredag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand blev udsat for røveri i sit hjem på Tuestensvej i Tilst. Den 55-årige mand har forklaret til politiet, at han blev opsøgt at tre maskerede mænd, der med trusler om slag med et medbragt koben, tiltvang sig adgang til hans hus.

Den 55-årige mand har forklaret, at han flygtede ud af sit soveværelsevindue. Da han kort efter kom tilbage til huset var gerningsmændene væk, men en rude var blevet knust, og de havde rodet rundt flere stedet i huset. De havde dog umiddelbart ikke stjålet noget.

De tre gerningsmænd beskrives som:

  • 180-185 cm høje
  • Almindelig af kropsbygning
  • Talte dansk
  • Iførte sorte elefanthuer, sorte dynejakke og sorte bukser
  • Den ene af dem medbragte et orange koben, hvor farven var delvist slidt af

Det er Østjyllands Politis formodning, at den forurettede og de tre gerningsmænd har et forudgående kendskab/en relation til hinanden. Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set de tre mænd, hvoraf den ene bar på et orange koben, færdes i området ved midnatstid natten til fredag.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Sigtet for tyveri af bil – havde narko og kniv i bilen

En medarbejder i en butik i Assentoft ringede torsdag kl. 08.06 til politiet og fortalte, at to tydeligt narkopåvirkede mænd var gået fra butikken og ud i en varebil, hvorefter de var kørt fra stedet.

Da medarbejderen oplyste nummerpladen på bilen, kunne politiet konstatere, at bilen var meldt stjålet fra en adresse i Randers C lidt tidligere på morgenen.

En patrulje var kort efter i Assentoft, og på Storegade opdagede de bilen, og fik dirigeret bilisten ind til siden. En 18-årig mand sad bag rattet i bilen, men der var ingen spor efter den anden mand, der skulle have været med.

Bilisten blev hurtigt anholdt og sigtet for biltyveri, og da han virkede kraftigt påvirket af narko, blev han også sigtet for narkokørsel. Betjentene ransagede bilen og visiterede den 18-årige, og i den forbindelse fandt de både en foldekniv og en klump hash. Derfor fik han også sigtelser for overtrædelse af knivloven og for besiddelse af euforiserende stoffer.

Det viste sig, at den 18-årige slet ikke har kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret. Den rettelige ejer af bilen blev kontaktet, så han kunne få sin bil tilbage.

**

74-årig snydt af svindler-sms

Østjyllands Politi modtog torsdag en anmeldelse fra en 74-årig mand fra Grenaa, som havde mistet flere tusinde kroner ved et svindelnummer.

Den 74-årige havde modtaget en sms fra ”Digitaliseringsstyrelsen”, hvor han blev bedt om at opdatere ”MitID” via et link. Den 74-årige havde fulgt linket ind på en side, hvor han skulle taste nogle oplysninger ind og uploade et foto af hele sit NemID-kort.

Senere blev han kontaktet af sin bank, da der var hævet flere tusinde kroner fra hans konto.

Gode råd fra politiet

Politiet har desværre oplevet, at svindlere kontakter nogle borgere på sms, e-mail eller på telefonopkald og tilbyder ”hjælp” med overgangen fra NemID til MitID. ”Hjælpen” består ofte i, at de franarrer folk deres personlige oplysninger og bagefter ”hjælper” dem af med store beløb på bankkontoen.

Politiet advarer kraftigt mod at afgive personlige oplysninger via links man modtager i sms’er og på e-mails. Al kommunikation om MitID foregår udelukkende via e-Boks eller netbank. E-mails, opkald og sms’er om MitID er derfor ikke troværdige. Heller ikke selv om det ser ud som om, henvendelsen kommer fra banken eller Digitaliseringsstyrelsen.

Gode råd til at undgå at blive snydt i forbindelse med overgangen til MitID:

Afvent, at du bliver kontaktet af din bank, når det er blevet din tur til at overgå til MitID. Kontakten foregår kun via netbank eller e-Boks.
Ignorer e-mails, opkald eller sms’er om MitID.
Tag aldrig et billede af dit NemID-nøglekort og udlevér aldrig koderne til andre.
Ring til din bank, hvis du er i tvivl om en henvendelse angående MitID.

**

Butikstyv gav mørbrad til mor

Personalet i Rema1000 i Rønde ringede torsdag kl. 13.13 til politiet, efter at en butikstyv havde stjålet tre mørbrad. Tyven var efterfølgende flygtet ud i en bil, hvorefter han i høj fart kørte fra stedet.

Ud fra medarbejdernes gode beskrivelse og signalement af butikstyven, fandt politiet hurtigt frem til 28-årig mand fra Aarhus. Han erkendte at have stjålet de tre mørbrad, som han fortalte, at han havde givet til sin mor.

Den 28-årige blev sigtet for butikstyveri, og en patrulje kørte efterfølgende til moderens adresse, hvor tyvekosterne blev afhentet.

**

31-årig sigtet for hærværk

En patrulje kørte torsdag kl. 07.47 til en adresse i Langå, efter en anmeldelse om, at en 31-årig mand var udadreagerende og aggressiv.

Den 31-årige var tidligere blevet smidt ud af sin lejlighed af udlejeren, men nu var han vendt tilbage. Ifølge anmeldelsen fra udlejeren råbte han højlydt og gik ind i lejligheden, hvor han bl.a. ødelagde en dør.

Da politiet kom frem, var den 31-årige stadig på stedet, og han blev sigtet for hærværk og husfredskrænkelse. Under visitationen af ham fandt betjentene en kniv i hans lomme, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven, inden han blev bortvist fra lejligheden.

**

Tissede i åen og forsøgte at stikke af fra politiet

Natten til fredag kl. 02.18 bemærkede en patrulje en mand, der stod og tissede ned i åen på Åboulevarden i Aarhus foran flere andre personer. Betjentene lod manden tisse færdigt, hvorefter han fik besked på at følge med. Dette havde han dog ingen interesse i, og han flygtede derfor fra stedet med betjentene i hælene, der flere gange råbte efter ham for at få ham til at standse.

Betjentene fik indhentet ham, og den 22-årige mand blev anholdt. Han gjorde dog kraftigt modstand, og betjentene endte med at bruge peberspray for at få ham til at falde til ro. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, ved at stå og tisse i åen til offentligt skue, og for at modsætte sig anholdelse. Herefter fik at lov at tilbringe resten af natten til detentionen.

**

Fuld bargæst endte natten til detentionen

Natten til fredag kl. 02.18 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en bar på Storegade i Randers, der ønskede politiets hjælp til at få bortvist en person. Betjentene hjalp manden ud fra baren og bad ham oplyse sit navn og personnummer, hvilket han, trods gentagne anmodninger, nægtede. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af retsplejeloven og blev anholdt med henblik på at fastlægge hans identitet.

Under køreturen ind til politigården i Randers kom manden med flere nedladende ytringer mod betjentene, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Politiet fandt frem til mandens identitet, og den 26-årige mand fik lov til at tilbringe nogle timer i detentionen, indtil han var ædru nok til at blive afhørt til sagen.

**

Færdsel

Torsdag kl. 08.23 skete der et færdselsuheld i krydset De Mezas Vej/Frederiksbjerg Torv i Aarhus C. En 57-årig kvindelig bilist kom kørende ad De Mezas Vej og ville svinge til venstre ved Frederiksbjerg Torv, da hun blev opmærksom på en motorcykel, der var på vej fra modsatte retning. Kvinden mente godt, at hun kunne nå at dreje, men hun havde i mellemtiden overset en cyklist, som hun var nødt til at holde tilbage for. Den 23-årige motorcyklist måtte derfor forsøge at undvige, men det lykkedes ikke helt, og der skete et mindre sammenstød mellem bil og motorcykel med mindre materiel skade til følge.

Torsdag kl. 14.14 skete der et færdselsuheld på Frederiksbergvej i Øster Bjerregrav i Randers NV. En 66-årig mandlig bilist kom kørende med lav hastighed, da en 11-årig dreng pludselig gik ud på kørebanen og blev ramt af bilens sidespejl. Han kom dog umiddelbart ikke til skade ved uheldet.

Torsdag kl. 15.19 blev en 58-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Søren Kannes Vej i Grenaa.

Torsdag kl. 15.25 skete der et færdselsuheld i krydset Hammelvej/Vesteralle i Laurbjerg ved Langå. En 43-årig mandlig bilist kom kørende ad Vesteralle og kørte frem for rødt lys i krydset, hvorefter han stødte sammen med en anden bil, der blev ført af en 48-årig kvinde. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved sammenstødet. Den 43-årige mand blev sigtet for kørsel frem for rødt lys.

Torsdag kl. 15.43 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 34-årig mandlig bilist havde overset, at der var køkørsel længere fremme og nåede ikke at bremse, hvorfor han kørte ind i en forankørende bil, der blev ført af en 22-årig mand. Hans bil blev herefter skubbet frem i en tredje til, der blev ført af en 42-årig kvinde. Den 34-årige ukrainske mand, der var skyld i uheldet, blev sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand til forankørende. Da han var udenlandsk statsborger blev han anholdt og kørt til politigården i Aarhus med henblik på udstedelse af en straksbøde på 1500 kroner.

Torsdag kl. 16.45 skete der et færdselsuheld i krydset Katrinebjergvej/Finlandsgade/Reykjaviksgade i Aarhus N, hvor en 27-årig kvindelig bilist blev ramte af en bil, der blev ført af en 43-årig mand. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet.

Torsdag kl. 18.36 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Viby Ringvej i Åbyhøj. En 18-årig kvindelig bilist kom kørende ad Silkeborgvej, og skulle lige over i krydset, da signalet skiftede til gult. Kvinden mente ikke, at hun kunne nå at bremse, men en 29-årig kvinde, der kom kørende fra modsatte side og skulle svinge til venstre i krydset, var begyndt sin svingning, hvilket resulterede i, at den 18-årige kvinde kørte ind i siden på den 29-åriges bil. Uheldet medførte umiddelbart kun mindre materiel skade.

Torsdag kl. 19.04 skete der et færdselsuheld på Lystrupvej i Risskov. En 56-årig mandlig bilist kom kørende fra motorvejen og ind i rundkørslen, da han kørte frem for ubetinget vigepligt og påkørte en anden bil, ført af en 41-årig kvinde, der var på vej rundt i rundkørslen. Uheldet medførte umiddelbart kun mindre materiel skade.

Torsdag kl. 19.35 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus V. Han blev desuden sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg, idet han blev fundet i besiddelse af flere små poser med kokain.

Torsdag kl. 21.05 blev en 26-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Kantorvænget i Risskov.

Torsdag kl. 21.37 skete der et færdselsuheld på Attrupvej i Strøby ved Ryomgård, da en 23-årig mandlig bilist påkørte et plankeværk, og bilen ikke kunne køre videre. Det viste sig, at den 23-årige mand var påvirket af spiritus, hvorfor han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet.

Torsdag kl. 22.30 blev en patrulje i krydset Vorup Boulevard/Århusvej i Randers opmærksom på en bil, der kom kørende med høj fart. Betjentene kørte efter og kunne se, at der sad tre personer i bilen. Pludselig begyndte bilen at slingre, og betjentene kunne se, at alle tre personer havde travlt med at forsøge at tage seler på. Bilen blev standset, og de tre mænd på 21, 21 og 22 år blev alle sigtet for manglende brug af sikkerhedssele.

Torsdag kl. 22.25 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Viborgvej i Aarhus V. En 18-årig mandlig bilist kom kørende ad Viborgvej, da han i krydset ved Hasle Ringvej kørte ind i en forankørende bil, ført af en 25-årig kvinde, der holdt for rødt. Den 18-årige mand kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende. En vaks cyklist, der havde set uheldet, havde dog noteret bilens registreringsnummer og på den måde fandt politiet frem til den 18-årige mand, der både blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende og for at være stukket af fra et færdselsuheld. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Jyllands Allé i Højbjerg begået mellem tirsdag den 19/10 kl. 16.00 og torsdag den 28/10 kl. 13.00
  • På Sletterhagevej i Risskov begået torsdag den 28/10 mellem kl. 13.50 og kl. 14.00
  • På Grenåvej i Skødstrup begået torsdag den 28/10 mellem kl. 09.23 og kl. 09.25
  • På Haldvej i Hald, Gjerlev begået torsdag den 28/10 kl. 15.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi